Vælg den intelligente vej til Grøn Vækst 

Dansk Planteproduktion præsenterede et alternativ til regeringens Grøn Vækst-aftale på Landsplanteavlsmødet, der indleder Plantekongres 2010. 

- Der findes alternativer til regeringens Grøn Vækstaftaler, der kan sikre kombinationen af miljøhensyn og rentabel landbrugsproduktion. Og vi håber stærkt, at der er politisk vilje til at se seriøst på alternativerne.

Sådan lød det blandt andet fra Torben Hansen, formand for Dansk Planteproduktion, da han aflagde sin beretning på Landsplanteavlsmødet tirsdag i Herning. Og beretningen indeholdt altså landbrugets bud på en alternativ Grøn Vækst-plan.

Gode intentioner
- Regeringens overordnede intentioner med Grøn Vækst er gode, men aftalen indeholder meget lidt vækst og rigtig mange begrænsninger. Tager vi derimod fat på at ændre anvendelsen af de mindst produktive lavbundsarealer og øger produktionen af flerårige energiafgrøder, så kan vi gavne miljøet og samtidig skabe nye forretningsmuligheder for den enkelte landmand, sagde Torben Hansen.

Ifølge forslaget skal der ske en ændret anvendelse af de meget følsomme lavbundsjorder, som bidrager forholdsvis meget til kvælstofudledningen og typisk giver dårlige udbytter. Jorden foreslås i stedet brugt til produktion af flerårige energiafgrøder, afgræsning, slæt og braklægning

- Vi foreslår derfor, at der indføres en attraktiv MVJ-ordning (MiljøVenlige Jordbrugsforanstaltninger) til lavbundsarealer. Samtidig foreslår vi tilskud til etablering af mini-vådområder, hvor næringsstofferne omsættes inden vandet fra markdræn løber ud i søer og vandløb. Og endelig skal der skabes sikkerhed for afsætning af energiafgrøder fra eksempelvis 150.000 ha til en pris, der gør det forretningsmæssigt interessant, sagde Torben Hansen.

Yderligere oplysninger:
Torben Hansen
Tlf: 56276704/40276704

 


 
Videncentret for Landbrug - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - Tlf: 87 40 50 00 - Fax: 87 40 50 10 - Email:   - Virksomhedsoplysninger - Webmaster - Vilkår