Plantekongres 2010 er udvidet med en ekstra dag i forhold til tidligere år, så den nu løber over tre dage.
Dag tre, torsdag den 14.januar, er helliget en række spændende faglige sessioner inden for natur og miljø, og den er primært rettet mod konsulenter fra landbrugsrådgivningen og miljømedarbejdere fra kommuner og andre offentlige myndigheder.
Og der er blevet taget godt imod det nye tiltag. 18. december var der tilmeldt 275 deltagere til dag tre, hvilket er et meget tilfredsstillende tal for Videncentrets miljøchef Hans Roust Thysen.
- Dag tre er skabt for at få lejlighed til at drøfte en række af de emner, som både vi i landbrugsrådgivningen og det offentliges sagsbehandlere arbejder med til hverdag. Men ud over at give nye faglige input og viden indenfor Vand og Naturplaner og miljøgodkendelser af husdyrbrug, så skal dag tre i høj grad også tjene til, at vi lærer hinanden og vores daglige udfordringer bedre at kende. Vi har jo en fælles interesse i at sikre en korrekt og smidig sagsbehandling, siger Hans Roust Thysen, der særligt er glad for, at rigtig mange af de 275 tilmeldinger er fra det offentlige.
- Der er mange tilmeldte fra kommuner, Plantedirektoratet og de regionale miljøcentre, og det giver basis for virkelig at etablere den gode dialog mellem det offentlige og landbrugets repræsentanter. Det er sjældent, vi mødes under uforpligtende former, og det er meget glædeligt, at interessen for at mødes og danne netværk er så stor, siger Hans Roust Thysen.
Yderligere information:
Hans Roust Thysen, miljøchef, Videncentret
Tlf: 87405407, hrt@landscentret.dk