Og kvinder i landbruget er bedre til at passe på sig selv end mænd. Det er to af konklusionerne i ny rapport om arbejdsulykker i erhvervet. Rapporten skal danne basis for nye sikkerhedsinitiativer.
Antallet af arbejdsulykker i landbruget har gennem de seneste 10 år været stabilt, på trods af en række initiativer for at forbedre sikkerheden på gårdene.
I en ny undersøgelse analyseres uheldene, hvilke grupper der kommer mest til skade, og hvilke arbejdsopgaver, der medfører flest uheld. Det skal give mulighed for at målrette indsatsen for bedre sikkerhed. Undersøgelsen er gennemført af Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet i Herning i samarbejde med Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret i Skejby. Undersøgelsen er baseret på over 3000 uheld i landbruget, der har medført behandling på skadestue.
Interessante resultater
- Analysen viser en række interessante og tankevækkende resultater, fortæller overlæge Ole Carstensen, der står bag undersøgelsen.
- Vi kan blandt andet se, at det er landmænd og medarbejdere fra 26-45 år, der kommer ud for relativt flest uheld, mens ældre landmænd rammes markant sjældnere. Det kan skyldes, at de driver en simplere produktion end de yngre, men også at de er bedre til at passe på sig selv, siger Ole Carstensen.
Undersøgelsen viser også, at kvinder rammes relativt sjældnere. De er muligvis forsigtigere, men har også typisk opgaver, der er mindre risikofyldte, lyder vurderingen i rapporten.
Ser man på årsager til uheld, tegner arbejde med dyr sig for 29 procent, hvoraf kvægrelaterede uheld udgør over halvdelen. Det er specielt uheld, hvor landmanden sparkes eller kommer i klemme. Uheld ved arbejde med svin er typisk bidskader og uheld i forbindelse med veterinære opgaver og flytning af dyrene.
De farlige maskiner
Den anden store hovedårsag til uheld er maskiner, der udgør 28 procent af det samlede antal uheld. Her er arbejde med traktorer, markredskaber og håndholdte maskiner og redskaber typiske årsager.
- En stor del af maskinulykkerne falder i høstsæsonen, som er præget af lange arbejdsdage. Det tyder på, at træthed og stress kan være medvirkende faktorer, påpeger Ole Carstensen.
Faldulykker, ofte med alvorlige konsekvenser, tæller også godt i opgørelsen, ligesom fremmedlegemer i øjet er en typisk arbejdsskade i landbruget.
Tormod Overby, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, vurderer, at undersøgelsen kan få stor betydning for arbejdet med at skabe bedre arbejdsmiljø på bedrifterne.
- Rapporten giver os en fantastisk ny viden om, hvor, hvordan og for hvem ulykkerne sker. Det betyder, at vi i Dansk Landbrugsrådgivning kan målrette vores indsats mod de områder, hvor problemerne er størst, siger Tormod Overby.
Se indslag om undersøgelsen fra TV/MIDT-VEST
Yderligere information:
Ole Carstensen
Arbejdsmedicinsk Klinik
9927 2470/29624263
Tormod Overby
Landscentret
87405560/20335652