Siden 2007 har Videncentret for Landbrug, Kvæg, sammen med Thise Mejeri og dyrlæge Lene Trier, arbejdet målrettet på at få udryddet paratuberkulose i kvægbesætningerne hos de landmænd, der leverer mælk til mejeriet. Resultaterne er gode.
Over halvdelen af de danske mælkekvægsbesætninger er smittede med sygdommen paratuberkulose, der er årsag til nedsat produktion og dårlig dyrevelfærd hos køerne samt store økonomiske tab for landmændene.
For at gøre noget ved det problem er Videncentret for Landbrug, Kvæg blandt andet involveret i et projekt med Thise Mejeri og dyrlæge Lene Trier. Projektet, der har været i gang siden 2007, har som mål at få udryddet sygdommen i besætningerne hos de landmænd, der leverer mælk til mejeriet, og resultaterne er gode.
- Der er klare tegn i mange af besætningerne på, at antallet af smittede dyr udvikler sig i en positiv retning, men det tager år at vende udviklingen, da der stadigvæk går en række ældre køer rundt som er smittede og ikke kan kureres, siger Kaspar Krogh, dyrlæge og specialkonsulent i Videncentret for Landbrug, Kvæg.
Vægttab, diarré og død
De klare tegn bliver bakket op af en spørgeskemaundersøgelse, der netop er foretaget blandt de 76 landmænd, der leverer til Thise. Den viser, at landmændene er gode til at gennemføre de nødvendige tiltag, der anbefales for at nedbringe smitten med paratuberkulose.
Paratuberkulose er en kronisk smitsom sygdom, der for køerne kan medføre reduceret mælkeydelse, vægttab, diarré og død.
- For landmændene betyder det store økonomiske tab, fordi der er en forøget sygelighed og dødelighed blandt dyrene, hvilket også betyder dårligere produktion af kød og mælk, forklarer Kaspar Krogh.
En årelang indsats
Da paratuberkulose er kronisk kan sygdommen ikke kureres, men kun udryddes fra besætningerne ved at undgå, at raske dyr bliver smittede. Det gøres ved en række forebyggende tiltag omkring kælvingen, hvor kalvene har en stor risiko for at blive smittet med sygdommen af moderkoen.
Det er netop de tiltag, som de landmænd, der leverer til Thise Mejeri, er blevet opfordret til at gennemføre.
Blandt andet skal de smittede køer, der kælver ligge i en separat boks, der kan rengøres grundigt efterfølgende, og kalvene skal undgå at få mælk fra de smittede moderkøer.
- Udryddelsen af sygdommen kan strække sig over seks til otte år, men landmændene er på rette vej, siger Kaspar Krogh.
Læs mere om paratuberkulose på Landbrugsinfo.dk