Nyt rådgivningsteam og frivillige "fårevejledere" skal hjælpe fåreavlere.
En række erfarne fåreavlere i Dansk Fåreavl har meldt sig til den nye frivillige gruppe af ”Fårevejledere”, som er etableret fra begyndelsen af det nye år.
Vejlederne dækker geografisk hele landet og fåreavlere kan gratis ringe eller maile for at få råd og vejledning om det at holde får.
Ifølge Dansk Fåreavl har mange som ønsker at etablere sig med et mindre fårehold ikke noget forudgående kendskab til, hvad det kræver at holde får. Det drejer sig ofte om helt basal viden som øremærkning og registrering eller fårets krav til foder og pasning. Det er fårevejlederne klar til at svare på, og for at de også bliver ajourført om det nyeste indenfor fodring og pasning, vil der i løbet af året blive afholdt kurser for vejlederne af konsulenter og dyrlæger med ekspertise inden for får.
Etableringen af det frivillige vejlederkorps sker samtidig med, at Dansk Fåreavl sammen med Videncentret for Landbrug har oprettet et helt nyt rådgivningsteam.
Konsulent Iben Strøm bliver ny koordinator for fårerådgivningen, og Jørgen Skov Nielsen bliver avlskoordinator. Herudover er konsulent Hans Chr. Skov fra Økologisk Landsforening og Anne-Mette Sønderborg fra LandboNord tilknyttet sammen med Christine Leth-Møller og de to hidtidige dyrlæger Inga Stamphøj og Randi Worm.
Listen over vejledere kan findes på nedenstående link til Dansk Fåreavls hjemmeside, som fremover i et samarbejde med Videncenter for Landbrug vil samle alt faglig viden om får.
Se vejlederlisten på sheep.dk