På bare et år har antallet af kvægbesætninger, der får lavet elektroniske klovregistreringer, rundet de 1.000.
Bare ét år efter, at de første ni skærme til klovregistrering blev solgt til klovbeskærerne, er en fjerdedel af landets malkekvægsbesætninger med på vognen og får registreret klovlidelser.
Det er et vigtigt skridt i forhold til bedre dyrevelfærd, da op mod 79 procent af køerne i de danske malkekvægsbesætninger har sygdomme i kloven, og en del af disse dyr antages at opleve smerte i den forbindelse.
Klovregistreringer er ment som et værktøj til at finde årsagen til klovlidelserne i en bestemt besætning og til at følge udviklingen i klovsundheden over tid i den specifikke besætning
Besætning nr. 1.000, der nu får lavet klovregistreringer, tæller 185 køer og ejes af Sander van de Belt, Tiset ved Gram. Han synes, det er rart at have mere føling med klovsundheden.
- Nu kan vi se tilbage i dyreregistrering, hvad køerne har fejlet i benene. Før var det svært at følge med i, hvad der skete, når klovbeskæreren var her, fortæller Sander van de Belt, der påpeger, at man kan se meget ud af graferne.
Heinrich Hovgaard fra Gram Klovbeskæring er klovbeskærer hos Sander van de Belt. Han købte skærmen for et år siden, fordi kunderne efterspurgte det.
- Nu er næsten alle mine kunder hoppet med på registreringerne. Jeg opfordrer dem ikke til det, de efterspørger det selv, fortæller Heinrich Hovgaard.
Stor efterspørgsel
Dyrlæge Pia Nielsen, Videncentret for Landbrug, Kvæg, er en af initiativtagerne til elektronisk klovregistrering. Hun er begejstret over den store tilslutning.
- Det er bare fedt, at der allerede er 1.000 besætninger, der registrerer. Jeg hører fra flere klovbeskærere, at landmændene virkelig efterspørger det nu, fortæller hun.
Pia Nielsen har nu sat ambitiøse mål for klovsundheden. Ved udgangen af 2013 håber hun, at lidelsen hos dyrene såsom svær sålesår og hul væg er reduceret til max to procent. Svær sålesår ligger i dag på fire procent, mens svær hul væg varierer fra to til fem procent. afhængig af årstid. Digital dermatitis, håber hun, kan reduceres fra 22 procent. til max 12 procent..
Læs meget mere på sundklov.dk