Indien har penge og en eksploderende efterspørgsel på mejeriprodukter. Danmark har verdens mest effektive og moderne mælkeproduktion. Måske begyndelsen til et dansk erhvervseventyr med eksport af knowhow og teknologi.
Indien er verdens største mælkeproducent med en kraftigt voksende mejerisektor. Danmark har verdens mest moderne mælkeproduktion. Vilkår, der måske er på vej til at udvikle sig til et dansk forretningseventyr.
I øjeblikket modtager den danske ambassade i New Delhi løbende henvendelser fra indiske firmaer, der ønsker at etablere storskala mælkeproduktion i Indien. Det er store virksomheder med mange forretningsområder, der kan øjne et voldsomt ekspanderende marked indenfor mejerisektoren, men som stort set ingenting ved om mælkeproduktion.
- I Indien er Danmark i høj grad kendt for mejeriproduktion. Derfor henvender disse virksomheder sig til den danske ambassade for at få rådgivning til etablering og til at køre en produktion i gang, så de får størst muligt afkast af det, fortæller statskonsulent ved ambassaden Paolo Drostby.
- Virksomhederne ønsker virkelig at etablere moderne ”mønstermælkeproduktion”, og så vender de altså blikket mod Danmark, forklarer han.
Videncentret for Landbrug laver pakkeløsning
Paolo Drostby er i øjeblikket i Danmark, hvor han er i dialog med Videncentret for Landbrug, om at være med til at hjælpe de indiske virksomheder.
- Videncentret har kontakter og knowhow på de fleste områder, der skal til – lige fra etablering af staldanlæg, malkeudstyr, avlsmateriale, fodring osv., forklarer Paolo Drostby. Derfor ser han centret som et muligt samlende led i et konsortium af forskellige virksomheder, der kan gå sammen om at levere hjælpen til de indiske virksomheder.
Leder af Videncentrets internationale afdeling, Torben Huus-Bruun ser det som en meget spændende rådgivningsopgave, at kunne bidrage til udviklingen af indiske virksomheders mælkeproduktion.
- Der er uden tvivl spændende perspektiver i det her i forhold til eksport af både dansk knowhow og teknologi, fortæller Torben Huus-Bruun. Han vil nu, i samarbejde med centrets kvægafdeling, gå i gang med at se på, hvordan opgaven bedst kan løses, og hvilke danske firmaer, der i givet fald skal inddrages.