Det tætte samspil mellem universiteter, rådgivere og landmænd er vigtig og unik for Danmark og bliver plejet på Plantekongressen.
Det var hovedbudskabet på det indledende pressemøde i forbindelse med dette års Plantekongres.
På pressemødet talte Torben Hansen, formand for Landbrug og Fødevarer, Planteproduktion, Jørgen Jespersen, Forskningschef, Aarhus Universitet, Svend Christensen, Institutleder, Københavns Universitet og Carl Åge Pedersen, Direktør, Videncentret Planteproduktion om, hvor vigtigt det er at forskere, rådgivere, landmænd, studerende, undervisere og offentlige ansatte mødes og inspirerer hinanden på Plantekongressen.
- Det samspil skal vi tage vare på og bibeholde, da det er medvirkende til at forskernes nyeste viden kommer hurtigt i spil, sagde Jørgen Jespersen.
Det var Svend Christensen enig i.
- Der er stadigvæk behov for den gode gamle dialog mellem forskere, rådgivere og landmænd. På plantekongressen har forskerne en mulighed for at få direkte respons på deres arbejde og jeg tror også, at mange forskere bliver inspireret af mødet med landmænd og rådgivere, sagde han, og tilføjede at universitetet også opfordrer de studerende til at deltage i plantekongressen, da det er med til at skærpe interessen for planteavlsområdet.
Også Carl Åge Pedersen fremhævede samarbejdet mellem vidensinstitutionerne og erhvervet.
- Der er få steder i verdenen, hvor denne dialog er så tæt og det betyder at der altid er klangbund i den viden, der bliver skabt. Det er en fantastisk styrke, sagde han.
Fakta:
Plantekongres 2011 arrangeres af Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet, Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og Videncentret for Landbrug.