Ny samarbejdsaftale mellem Kina og fire europæiske lande skal bringe erfaringer fra Videncentret for Landbrug til kinesisk landbrug.
Voksende byer har på bare 12 år reduceret landbrugsarealet i Kina med 8,5 millioner hektar.
Det svarer til tre gange hele det danske landbrugsareal og skaber bekymring for, hvordan landets befolkning i fremtiden skal brødfødes. Derfor har kinesiske eksperter meldt ud, at kornproduktionen skal stige kraftigt frem mod 2020.
For at få inspiration til hvordan europæiske lande driver deres landbrugsproduktion, inviterede Peoples Association for Friendship with Foreign Countries og en række af Jilins provinsens myndigheder og institutioner for nylig repræsentanter fra Holland, Skotland, den britiske ø Jersey og Danmark til et kinesisk-europæisk landbrugsseminar i Jilin Provincen, der ligger i Kinas gyldne majsbælte.
Vil udvide netværk i Kina
Fra Danmark deltog Torben Huus-Bruun, direktør for International Advice, Videncentret for Landbrug, der gerne vil knytte flere kontakter i Kina.
- Jeg sagde ja til at deltage i seminaret, fordi vi på Videncentret gerne vil udvide vores netværk i Kina med henblik på at drive forretning med kineserne, og her åbner seminaret en ny vej ind i Kina, siger Torben Huus-Bruun.
Han holdt på seminaret et indlæg om, hvad rådgiverens rolle er i moderne landbrug med afsæt i Videncentrets arbejdsmetoder.
For at sikre en fremtidig udveksling af erfaringer omkring landbrug mellem Kina og Europa blev det under seminaret besluttet, at der skal afholdes et seminar hvert andet år i Kina – næste gang i 2013.
Beslutningen blev bekræftet ved underskriften af et memorandum, hvor Videncentret er medunderskriver samen med Kina og Jilins Venskabsforbund, Scottish Agricultural College, Jerseys regering og Foreningen Holland–Kina.
Læs mere om Videncentrets internationale aktiviteter