Afrikanske bønder skal producere flere fødevarer og derfor have adgang til mere effektiv landbrugsrådgivning. Det er målet med et stort projekt mellem en tværfaglig afrikansk organisation og Videncentret for Landbrug.
De afrikanske regeringer har besluttet at arbejde for at skabe en vækst i landenes landbrugssektorer på mindst seks procent årligt for at kunne producere flere fødevarer.
Det betyder, at produktiviteten i de afrikanske landbrug skal forøges kraftigt, og bønderne skal have adgang til en mere effektiv landbrugsrådgivning.
Derfor har African Forum for Agricultural Advisory Services (AFAAS), et paraplyforum for afrikanske organisationer, der arbejder med landbrugsrådgivning i 16 afrikanske lande, taget hul på et projekt, der skal etablere og styrke nationale netværk inden for afrikansk landbrugsrådgivning.
Et omfattende projekt som Videncentrets internationale afdeling, International Advice, er blevet partner i.
- Vi har i en del år arbejdet sammen med AFAAS om at få etableret netværk og har gennem det arbejde og flere andre opgaver udviklet en meget stor viden om landbrugsrådgivning i en lang række afrikanske lande. Vi går ind i opgaven for at bruge vores viden og erfaringer med udvikling af partnerskaber i landbrugsrådgivning, siger Sanne Chipeta, senior adviser, International Advice, Videncentret.
En vigtig medspiller
Det endelige formål med projektet er at skabe effektive og gensidigt stimulerende partnerskaber mellem rådgivningsvirksomheder i de afrikanske lande for dermed at forbedre rådgivningen til afrikanske bønder.
Projektet løber over tre måneder, og Sanne Chipeta håber, at erfaringerne vil give International Advice endnu flere muligheder for at arbejde med landbrugsudviklingen i Afrika.
- Gennemførelse af opgaven vil i særdeleshed yderligere bidrage til at styrke vores netværk og kompetencer i Afrika og gøre os til en meget vigtig partner og medspiller i udviklingen i Afrika, siger hun.
Læs mere om African Forum for Agricultural Advisory Services (AFAAS) på deres hjemmeside.
Se flere af Videncentrets internationale projekter