Der bør ikke drages vidtgående konklusioner på baggrund af den nye rapport om miljøbelastning fra pesticider anvendt i landbruget. En konstateret stigning er udelukkende et resultat af valg af basisår for beregningerne.
Valget af 2007 som udgangspunkt for beregningerne er helt afgørende for, at en ny rapport viser en stigning på godt 30 procent i miljøbelastningen fra landbrugets brug af pesticider.
Det siger Videncentret for Landbrug, Planteproduktions direktør Carl Åge Pedersen i en kommentar til den nye rapport om landbrugets pesticidbelastning, som netop er offentliggjort. Rapporten har opgjort belastningen fra 2007-2010.
- 2007 var et år med meget lav miljøbelastning. Havde man i stedet valgt 2008 som udgangspunkt for beregningerne ville man være kommet frem til en formindskelse af miljøbelastningen på 16 procent. Der er derfor slet ikke belæg for at konkludere, at der generelt er en tendens mod stigende belastning af miljøet, siger Carl Åge Pedersen, og forklarer videre:
- Miljøbelastningen fra landbrugets pesticider er lav i Danmark. Derfor giver små fysiske udsving en stor forskel målt i procenter og det er i det lys, at man skal se de 30 procents stigning i belastningen fra 2007-2010, som rapporten viser, siger Carl Åge Pedersen.
Han fastslår videre, at Miljøstyrelsen ved godkendelsen af pesticider indregner meget store sikkerhedsmarginer.
- Set i forhold til for 20 år siden er der sket en meget stor reduktion af belastningen og i de seneste 10-15 år har niveauet ligget stabilt på et lavt niveau. Det er små afvigelser frem og tilbage på dette lave niveau, som der konkluderes på i rapporten, fastslår Carl Åge Pedersen.
Parate til at acceptere omlægning
Formanden for Landbrug & Fødevarer Planteproduktion, gdr. Torben Hansen, undrer sig over, at Miljøministeriet har gradbøjet et statistisk materiale til at begrunde øgede afgifter. Faktum er, at miljøbelastningen er faldet enormt de seneste 20 år, og vi ligger i dag på et meget lavt niveau.
- Videncentret har netop gennemført en analyse af årsagerne til lukning af drikkevandsboringer, der dokumenterer, at den nuværende pesticidanvendelse ikke er nogen trussel mod drikkevandskvaliteten, siger Torben Hansen.
- På trods heraf er vi parate til at acceptere en omlægning af afgifterne, så de mest belastende midler beskattes hårdest. Men det vil kunne lade sig gøre uden at øge afgiftsprovenuet. Samtidig skal det gøres på en måde, så det ikke bliver årsag til, at nogle produktioner udfases. Det vil være uklogt, hvis det afstedkommer import af frugt og grønt med en langt større risiko for indhold af pesticidrester, siger Torben Hansen.
Yderligere information:
Carl Åge Pedersen
Tlf. 87405400
Mobil. 40173767
Torben Hansen
Mobil: 40276704