Videncentret for Landbrug, Økologi har pr. 1. juni foretaget en række udnævnelser.
Specialkonsulent Birgit Ingvorsen er udnævnt til landskonsulent inden for rammevilkår for økologisk produktion. Birgit Ingvorsen er en af landets førende regeleksperter med dyb viden om regler om produktion og tilskud inden for økologisk jordbrugsproduktion. Hun fungerer som faglig sparringspartner på regelområdet for de lokale økologikonsulenter og er medlem af Plantedirektoratets Kontroludvalg.
Konsulent Kirstine F. Jørgensen er udnævnt til specialkonsulent inden for økologisk kvægproduktion. Kirstine F. Jørgensen er Ph.d. og en af to kvægkonsulenter på Videncentret for Landbrug. Hun har flere års erfaring med økologisk kvægproduktion og er med til at arrangere de økologiske emner på Kvægkongressen foruden at gennemføre kvægfagligt udviklingsarbejde.
Konsulent Niels Nørskov er udnævnt til markedschef inden for økologisk markedsudvikling. Niels Nørskov arbejder med markedsudvikling og produktudvikling af det økologiske landbrugs råvarer samtidig med at han varetager internationalt arbejde. Han har et vidtforgrenet netværk blandt økologiske landbrug og virksomheder i både ind- og udland.
Konsulent Tove Serup er udnævnt til landskonsulent inden for økologisk svineproduktion.
Tove Serup har gennem flere år arbejdet med økologisk svineproduktion og er en helt central vidensperson, når det gælder denne produktionsgren inden for økologien.
Konsulent Peter Mejnertsen er udnævnt til landskonsulent inden for økologisk planteproduktion.Peter Mejnertsen har stor erfaring med økologisk planteproduktion og har været med i udviklingen af en række praktiske og visionære løsninger på plantefaglige problemstillinger.
Souschef Inger Bertelsen er udnævnt til landskonsulent inden for økologisk planteproduktion.
Inger Bertelsen har stor erfaring med økologisk planteproduktion og varetager de økologiske landsforsøg, som giver værdifuld viden til økologiske planteproducenter.
- Med udnævnelserne sender vi et signal om den store erfaring og faglighed vi besidder på Videncentret for Landbrug inden for økologi. Vi er meget glade for det faglige miljø, vi har opbygget, og som er en inspirerende drivkraft, der er med til at give de økologisk landmænd det bedste grundlag at træffe beslutninger ud fra, siger økologichef Ole Engellyst, Videncentret for Landbrug.
- Økologi er et prioriteret område for Videncentret og vi arbejder netop nu stærkt på at gennemføre udviklingsarbejde, som matcher de indsatsområder, som fremgår af regeringens økologi-vision, så vi kan bidrage til, at udviklingen går i den ønskede retning. Og de medarbejdere, som er udnævnt i dag, er bestemt nøglepersoner i den forbindelse, siger Ole Engellyst.