2011 tegner til at give det bedste resultat for landbruget siden 2006 med et overskud på 275.000 kr. for en gennemsnitlig heltidsbedrift.
Det viser beregninger, som Videncentret for Landbrug og Landbrug & Fødevarer har foretaget.
- Det er et bemærkelsesværdigt come back for landbruget efter et par meget vanskelige år med store underskud, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Videncentret.
Årsagen til forbedringen er en større omkostningseffektivitet og fortsatte forbedringer i produktiviteten, kombineret med stigende produktpriser og lave renter.
Kraftige forbedringer for alle driftsgrene
- Vi har set stigende priser på landbrugets produkter gennem 2010, og det ser vi nu den fulde effekt af i 2011. Samtidig er renten ganske lav, og svinepriserne er yderligere på vej op. Landmændene har også været gode til at holde omkostninger i ro, siger Klaus Kaiser.
Kvægbrugene forventes at nå et pænt overskud i 2011 på op imod ½ mio. kroner, planteavlerne ventes at nå på omkring 200.000 kroner, mens svineproducenterne må imødese et lille minus på grund af høje foderomkostninger. Men for alle driftsgrene er der udsigt til en kraftig forbedring af resultatet i forhold til de forudgående år.