Plantekongres 2010 er udvidet til tre dage for at give mere plads til emner inden for miljø og natur. De senere år har natur- og miljømedarbejdere ved bl.a. kommuner, miljøcentre, statslige styrelser, landbrugscentre og private konsulentvirksomheder vist stigende interesse for at deltage i plantekongressen. Derfor dedikeres en dag specielt til de natur- og miljøinteresserede.
Plantekongressen er stedet, hvor forskellige faggrupper med interesse for planteproduktion, miljø og natur mødes. Deltagerantallet vokser stødt år for år og var i januar 2009 på godt 2000.
- Vi er mange, som arbejder i krydsfeltet mellem jordbrug, miljø og natur, og det er et område præget af komplicerede problemstillinger og meget ny lovgivning. I forbindelse med sidste plantekongres holdt vi en særskilt kongres om implementering af Vandrammedirektivet, som samlede ca. 200 deltagere. Derfor tror vi, at tiden er inde til udvide plantekongressen, så den får et fyldigt program for natur- og miljømedarbejdere, siger specialkonsulent Irene Wiborg, Landscentret.
Plantekongressen er derfor udvidet fra to til tre dage, hvor emner med relation til miljø- og natur er placeret på dag to og tre.
- Den 12. januar er der Landsplanteavlsmøde og om eftermiddagen er der en række sessioner om planteproduktion mv. Målgruppen er alle med interesse for planteproduktion.
- Den 13. januar behandles emner inden for produktion, miljø- og natur, som har interesse for en bred kreds, f.eks. landmænd, planteavlsrådgivere, natur- og miljømedarbejdere, forskere og studerende.
- Den 14. januar er der indlæg om mere specialisere emner inden for natur og miljø. Målgruppen her er primært ansatte hos myndigheder, forskningsinstitutioner og rådgivningen, som er specialiserede i natur- og miljøspørgsmål, men alle er velkomne.
- Formålet med kongressen er at skabe et rum, hvor folk kan blive opdateret på området, høre om den nyeste forskning og møde kolleger, som på en eller anden måde arbejder med problemstillinger om miljø eller natur. Vi er i fuld gang med at planlægge sessioner for de to dage og glæder os til at præsentere et spændende og inspirerende program, siger Irene Wiborg.
For yderligere oplysninger kontakt:
Specialkonsulent Irene Wiborg
Tlf: 8740 5449, iaw@landscentret.dk
