Ledende økonomikonsulenter fra DLBR-virksomhederne og folkevalgte fra landboforeningerne og familielandbrugsforeningernes økonomiudvalg mødes torsdag med repræsentanter for Nykredit og DLR. Det sker på Økonomiens Dag, som Videncentret for Landbrug og Landbrug & Fødevarer står bag.
Formålet er at drøfte landbrugets kreditproblemer, herunder manglende kapitaltilførsel og de stigende bidragssatser på kreditforeningslån.
- På trods af at dansk økonomi er i bedring, befinder landbrugserhvervet sig stadig i en kreditklemme. Mange landmænd må lægge ejendomskøb og staldinvesteringer på hylden på grund af manglende lånemuligheder, og andre igen kæmper en daglig kamp for at få sorte tal på bundlinjen, siger Hans Peter Bay, direktør for Videncentret for Landbrug, Økonomi.
- Det er disse problemstillinger, som vi skal have en dialog i gang om med realkreditinstitutter og banker, så der kan skabes holdbare og fremadrettede løsninger, siger Hans Peter Bay, der er positiv i forhold til, at dialogen kan bidrage til at sikre bedre forhold for erhvervet.
- Samtidig åbner den nye landbrugslov op for andre former for kapitaltilførsel til landbruget. Vi vil i fællesskab også drøfte mulighederne for at bruge disse muligheder konstruktivt i arbejdet med at lette krisen for landbruget.
FAKTA: Bidragssats er den procentdel et realkreditinstitut opkræver for at administrere et lån. Jo lavere bidragssats - jo billigere er lånet administrationsmæssigt.