Blandt parcelhusene i Glostrup skiller en bygning sig ud. Det store, grå bygningskompleks minder om et hovedkvarter for en østeuropæisk efterretningstjeneste. Men det er det ikke. Det er Kopenhagen Fur. Her mødes alverdens pelsopkøbere fem gange årligt til verdens største pelsauktion.
Blandt fodboldbaner, rekreative arealer og parcelhuse ligger det gigantiske kompleks placeret. Det er ikke til at se, men her omsættes skind for over fem milliarder årligt.
Man fornemmer det delvist, allerede på parkeringspladsen. Den hektiske stemning breder sig. Folk i jakkesæt ryger udenfor og flere taler samtidig i mobiltelefon. I forhallen tager stemningen et skridt op ad skalaen. Der er flere mennesker, men forhallen forbinder også auktionshallen på første sal, show-hallerne i stueetagen og den kinesiske opholdsstue.
Kineserne kommer
Kineserne sidder ved bordene, sover i sofaerne og læser kinesiske aviser i den improviserede opholdsstue. 400 ud af 600 købere er kinesere. Ved spisetid bliver opholdsstuen til en mellemstor kinesisk restaurant. Kineserne bænker sig omkring bordene fyldt med ris, hele kogte fisk og forskellige supper. De fylder porcelænsskålene ris, der bliver spist med pinde, bøvset højlydt og snakket med mad i munden. Som det hører sig til, når kinesere sætter sig til bordet. Der er spist 1.4 tons ris i løbet af auktionen og rengøringen femdobles når kineserne kommer på besøg.
På første etage er der buffet for alle andre nationaliteter. På bordene fungerer italienske, russiske og græske flag som reservationer. Og der er mange forskellige flag i spisesalen. Folk kommer til fra hele verden til pelsens mekka i Glostrup.
Overdreven kritik
I den store hal bag den kinesiske kantine er showhallen. Her gennemgår opkøberne de forskellige skind for at undersøge kvaliteten. Lyset er tilstræbt dagslys. Der skal ikke være noget skjult.
De avlere der besøger auktionen kan slå sig ned i showhallen og blive forplejet. En storskærm viser auktionen direkte transmitteret, så de kan følge med, og diskutere hvor dårligt det går.
Lugten af pelsdyr river let i næsen. Opkøberne undersøger hvert enkelt bundt skind med overdrevet kritiske miner. Man skulle jo helst ikke udvise begejstring og dermed presse prisen op.
Det allerhelligste
Spændingen stiger som man nærmer sig auktionens centrum for organiseret kaos. Jakkesættene småløber ind og ud af auktionshallen. Indenfor befinder man sig i det, der i første omgang ligner et auditorium. Gulvet er niveaudelt, dækket af stole og borde og skråner ned mod podiet. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at man var smuttet forbi Københavns Universitet.
Der er overvejende to ”lejre” i hallen. Dels den passive lejr, placeret rundt i siden af hallen småsnakker de med hverandre, mens de følger auktionen med et halvt øje. Den anden lejr er langt mere aktiv. De følger med og byder ind med høje råb og markeringer lige foran podiet. Et bundt bliver sat til salg og så går det vilde ridt. Buddene flyver gennem luften, og priserne justeres, hurtigere end man kan nå at sige ”pels”.
Auktionen kører efter den hollandske model. Det vil sige at den klassiske ”1. 2. 3. Solgt til herren med den høje hat” ikke gør sig gældende. Man byder, den der har det højeste bud, vinder skindene. Luften er tyk af intensitet og koncentration. Der går ikke et millisekund fra et bundt bliver sat til salg af auktionarius, før de interesserede købere rejser sig, rækker en hånd i vejret og råber noget der lyder som ”AEH-AEH” for at markere et bud. I gennemsnit er der hammerslag hvert niende sekund og der bliver solgt skind for 5000 kroner i sekundet.
Selve auktionen er hektisk ud over det normale, og den utrænede bliver udmattet af bare at følge med. Man begynder at forstå, hvorfor kineserne sover i sofaerne rundt omkring. Men selvom der er så stor forskel på delegationerne og kulturerne der mødes her på Kopenhagen Fur, har de mindst en ting til fælles: Pelsen!
Fotos: Jesper Clausen.