”Bunden er nået og landbrugets indtjening er langsomt på vej mod bedring.”
Det var et af budskaberne fra Hans Peter Bay, direktør i Videncentret for Landbrug, Økonomi på Økonomikongres 2010, der blev holdt tirsdag i Kolding. Her gennemgik han Videncentrets prognoser for den økonomiske udvikling i erhvervet.
- Prisen på landbrugsprodukter er stigende og der er sket de nødvendige omkostningstilpasninger i erhvervet. Dette i kombination med den historisk lave rente betyder, at vi kalkulerer med forbedrede driftsresultater for de kommende år, lød vurderingen fra Hans Peter Bay.
Han påpegede, at spredningen i indtjeningen er større end nogensinde hos de i alt 12.000 heltidsbedrifter.
- De 4.000 i den bedste tredjedel har en fornuftig indtjening og god vækst. Den sidste tredjedel har det derimod rigtig svært og af dem er cirka 1.000 ekstremt pressede. For den sidste gruppe gælder, at de har behov for individuelle løsninger for enten at kunne forblive i erhvervet eller for at komme bedst muligt ud af det.
Hans Peter Bay pegede videre på, at dansk landbrug står med et produktionsapparat, der er væsentligt mere moderne og fremtidssikret end mange af de udenlandske konkurrenter.
- Danske landmænd er traditionelt særdeles udviklingsorienterede og har i perioden op til krisens begyndelse investeret meget i deres bedrifter, hvilket bliver en stor styrke for erhvervets muligheder i de kommende år.
Økonomikongres 2010 er arrangeret i samarbejde mellem Videncentret for Landbrug og Landbrug & Fødevarer.
Yderligere oplysninger:
Hans Peter Bay
Tlf. 87405222/21717799