Tysk landbrug kan lære utrolig meget af Landscentret og Dansk Landbrugsrådgivnings opbygning og måde at rådgive på.
Det mener Jan Plagge, administrerende direktør for Bioland, der er Tysklands største rådgivningsvirksomhed inden for økologisk landbrugsproduktion. Han besøger i denne uge Landscentret sammen med kolleger fra Bioland og rådgivere fra konsulentvirksomheden Entra.
- Systemet, hvor 90 procent af rådgivningen er samlet i et partnerskab af virksomheder, er meget effektivt, og det udnytter Landscentret til at skabe mange gode produkter og services til landmanden, siger Jan Plagge.
I Tyskland er rådgivningen fordelt på en lang række virksomheder, hvor kun ganske få, som Bioland, er repræsenteret i alle 16 delstater.
- Med hensyn til at sikre professionalisering og udvikling af rådgivningen, så har den danske struktur klart nogle fordele, siger Jan Plagge, der er på sit tredje besøg i Skejby, hvorfra han også ofte henter Landscenter-medarbejdere til seminarer og workshops i Tyskland.
Bioland har stor fokus på innovation og virksomhedsudvikling, og her kan man måske lære Landscentret noget, vurderer Jan Plagge.
- Vi satser meget på at styrke innovationen i produktionen og arbejder med en lang række coaching-værktøjer i forhold til landmanden, så han kan blive bedre til at tænke langsigtet og strategisk om sin bedrift. Her føler vi, at Bioland står meget stærkt og måske kan lære vores kolleger i Danmark noget, siger Jan Plagge.
For yderligere oplysninger:
Ines Förster, marketingskonsulent, Landscentret. Tlf. 87 40 55 08

Billedtekst: Jan Plagge (tv) er administrerende direktør for Tysklands største rådgivningsvirksomhed inden for økologisk landbrugsproduktion, Bioland. Han besøger i denne uge Landscentret.