I forliget om Grøn Vækst og i vandplanerne lægges op til, at udledningen af kvælstof til vandmiljøet skal reduceres med yderligere ca. 33 procent. Det har skabt fornyet interesse for, hvordan reguleringen er i Danmark sammenlignet med andre lande.
Chefkonsulent Leif Knudsen, Landscentret, Planteproduktion har analyseret reglerne for landbrugets anvendelse af gødning i Danmark, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og England.
- I de lande, vi har kigget på, er der i de senere år indført restriktioner for bl.a. mængder og tidspunkter for udbringning af husdyrgødning, men analysen viser, at danske landmænd allerede i dag producerer under noget skrappere regler end landmænd i de andre lande, siger Leif Knudsen.
Kravene til de danske landmænd er mere restriktive på flere områder.
· De må bruge den mindste mængde husdyrgødning til afgrøderne
· De perioder, hvor husdyrgødningen må køres ud på markerne, er kortere end i de andre lande
· Der stilles krav om en højere udnyttelse af kvælstoffet i husdyrgødningen
· De må bruge mindst kvælstof til afgrøderne
· Der stilles krav om at bruge efterafgrøder. I Holland er der kun krav om efterafgrøder efter majs
på sandjord, mens der ikke stilles krav om efterafgrøder i de andre lande.
- Analysen viser, at de danske regler allerede er meget skrappe, og danske landmænd kan vanskeligt reducere tilførslen af kvælstof yderligere, uden det går stærkt ud over udbytte og kvalitet. Derfor vil en yderligere reduktion i udledningen af kvælstof kræve en markant ændring i arealanvendelsen, der alt andet lige vil blive dyr for danske landmænd. I de andre lande, der også er omfattet af EU’s Vandrammedirektiv, er der ikke umiddelbart konkrete planer om at indføre flere restriktioner i landbrugets gødnings- eller arealanvendelse, siger Leif Knudsen.
Læs artiklen: Regulering af landbrugets kvælstofanvendelse i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande
Flere oplysninger:
Leif Knudsen
Telefon: 87405428 Mobil: 20282583
E-mail: lek@landscentret.dk
