Årets økonomikongres fokuserer på, hvilke muligheder fremtidens globale fødevaremarked bringer, og hvordan dansk landbrug kan tiltrække global kapital til at udfolde disse muligheder. Samtidig sætter kongressen spot på erhvervets aktuelle økonomiske situation.
- Et konkret bud på, hvordan det globale marked for fødevarer vil udvikle sig de næste 10 år, og hvordan vi skaffer den nødvendige kapital til at sikre dansk landbrug en øget andel af det voksende marked. Sådan beskriver Hans Peter Bay, direktør for Videncentret for Landbrug, Økonomi, ”Økonomikongres 2011”, der afholdes den 6. december på Comwell i Kolding.
Kongressen, der samler en række af landets førende økonomer og erhvervsledere, afholdes for anden gang i samarbejde mellem Videncentret og Landbrug & Fødevarer.
- Kongressen sidste år var en stor succes, fordi den opfylder et ønske fra mange landmænd om at sætte fokus på landbrugets økonomi nu og i fremtiden. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi igen i år kan præsentere et stærkt program med så markante profiler, som det er tilfældet, siger cheføkonom Leif Nielsen fra Landbrug & Fødevarer.
Hovedtaler fra OECD
Økonomikongres 2011 har direktør Wayne Jones fra OECD’s Agri-Food Trade and Markets division som en af hovedtalerne. Wayne Jones fortæller – understøttet af powerpoints på dansk – om de nyeste undersøgelser af forventningerne til fremtidens voksende globale fødevareproduktion. Den anden hovedtaler, bankdirektør Anders Jensen fra Nordea taler om, hvordan vi skaffer finansiering til at gribe de muligheder og trends, som fremtidens globale fødevaremarked byder på for dansk landbrug.
Deltagerne kan i en del af programmet vælge mellem fire spor, hvor henholdsvis kvæg, svin, planteproduktion og kapitaltilførsel er i fokus. Det er Peter Tuborgh, adm. direktør for Arla, chefanalytiker Karl Christian Møller, Danish Crown, Asbjørn Børsting, adm. direktør for DLG, og professor Anders Grosen samt direktør for Gram Slot, Svend Brodersen, der vurderer de fremtidige perspektiver.
På kongressen kåres også de landbrugsvirksomheder, der set i økonomisk og innovativt perspektiv har klaret sig bedst i 2011. Det er LandbrugsAvisens chefredaktør Henrik Lisberg, der står for kåringen.
Kongressen rundes af med de nyeste økonomiske prognoser for landbruget.
Yderligere information og tilmelding på www.vfl.dk/okonomikongres