Celletallet styrtdykker. Siden juli 2010 er det tordnet nedad, og tendensen fortsætter ind i det nye år. Det betyder bedre dyrevelfærd, bedre mælk og en bedre økonomi for landmændene.
-Det går ikke bare lidt bedre – det går helt fantastisk. Og det er ikke statistiske tilfældigheder det her.
De store ord sidder løst hos dyrlæge Jørgen Katholm, Videncentret for Landbrug, Kvæg, når han skal beskrive den seneste tids udvikling i celletallet.
Tankcelletal er en måling af celletallet i mælkeproducenternes mælketanke, der fortæller noget om malkekøernes yversundhed. Et højt celletal kan være tegn på infektion i malkekøernes yvere. Det kan forandre mælkens sammensætning og eksempelvis medføre en harsk smag.
Siden juli måned 2010 er celletallet faldet konstant, og faldet er fortsat hele vejen ind i første kvartal af 2011.
Det betyder, at vi lige nu er nede på et landsgennemsnitligt celletal på 211.700 celler/ml.
- Nogle år svinger celletallet med 2 - 3.000. Men det vi ser nu, er fald på over 10.000 det seneste år, forklarer Jørgen Katholm.
Faldet i det beregnede tankcelletal skyldes primært en markant forbedring af køernes yversundhed. Og det afspejles ikke bare i kvalitetstillægget, men også i højere ydelse til mælkeproducenterne.
Læs mere om det de langt lavere celletal i det nyeste nummer af Kvægnyt (pdf-fil)