Den velkendte biogas kan opgraderes til biometan. Det betyder helt nye afsætningsmuligheder for producenterne.
Landbruget er potentiel storleverandør af bæredygtig energi, blandt andet i form af råmateriale til produktion af biogas. I et nyt fælleseuropæisk projekt arbejder 14 partnere fra 11 lande på at styrke mulighederne for at sælge gassen. Det skal gøre det mere fordelagtigt at være gasproducent og reducere samfundets afhængighed af fossile brændstoffer.
Det kan blandt andet ske ved at rense biogassen til biometan, der i modsætning til biogas kan distribueres via naturgasnettet. Dermed bliver afsætningsmulighederne for gassen væsentlig forbedret.
Videncentret for Landbrug og dets energiselskab Blue Planet Innovation (BPI) er de danske deltagere i European Bio-Methane Regions, som projektet hedder.
- Formålet er, at understøtte udviklingen af afsætningsmulighederne for gassen. I projektet skal vi finde og udvikle nye markeder for biogas og biometan, for eksempel til transportsektoren, fortæller Olav Rasmussen, der er direktør for BPI.
- I Danmark har vi et stort husdyrbrug og stor erfaring og knowhow med at producere biogas på basis af gylle. Vi råder også over nye teknologier, der kan bruges i opgraderingen af biogas til biometan. Det er viden, der kan bruges i andre lande, hvor vi så kan hente viden om andre aspekter af gasproduktion og -distribution. Den samlede viden, som vi skaber i projektet, kan i høj grad være med til at sætte landbruget mere i centrum som energiproducent, siger Olav Rasmussen.
European Bio-Methane Regions er støttet af EU-programmet Intelligent Energy Europe. Projektet har 14 partnere fra Danmark, Storbritannien, Tyskland, Østrig, Frankrig, Belgien, Italien, Slovenien, Sverige Kroatien og Ungarn.
Læs mere på projektets danske hjemmeside eller det fælles projektsite, der er på engelsk.