Agro Food Park, som Videncentret er en del af, begynder nu opførelsen af det 6.100 kvm store nybyggeri, der forventes indflytningsklar til nytår.

Planlægningen af Agro Food Parks nye byggeri i Skejby har været i gang siden begyndelsen af 2011, og nu er byggeriet så for alvor begyndt.
Det betyder, at den 6.100 kvm store internationale viden- og virksomhedspark inden for landbrugs- og fødevareerhvervet snart vil kunne ses i landskabet.
- Nu er de sidste sten på vejen mod opførelsen af det nye byggeri ryddet af vejen og man vil snart kunne se huset rejse sig i landskabet, siger Bjarne Langdahl Riis, Innovation Manager i Agro Food Park.
Det er entreprenørfirmaet MT Højgaard, der står i spidsen for opførelsen af byggeriet, hvor virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner og myndigheder kan samarbejde om innovation, opgaver og projekter.
Showkøkken og projektcenter
Byggeriet, der forventes indflytningsklart ved udgangen af 2011, kommer til at rumme 120 medarbejdere fra blandt andet virksomhederne ISIS A/S, Agro Business Park, TINE Ingredients SA, Delta A/S, International Starch A/S, GLS-A, Landbrug & Fødevarer, Mælkeudvalget samt Agro Food Parks sekretariat.
Derudover vil huset rumme et showkøkken, mødefaciliteter og et projektcenter, der skal støtte tværfagligt projektarbejde.
Visionen med Agro Food Park er at skabe en innovativ ramme for videnspredning og udvikling, og parken skal stå i spidsen for at markedsføre Østjylland som et europæisk kraftcenter for landbrugs- og fødevareinnovation. Målet er, at Agro Food Park i 2020 beskæftiger 3.000 medarbejdere fordelt på 40-50 virksomheder og videninstitutioner.
Læs mere om det nye byggeri på Agro Food Parks hjemmeside