Stor interesse for at få bevis for, at man kan passe sit kæledyr. For nye landbobørn er det ikke nogen selvfølgelig ting at kunne omgås og passe dyr. Det er en af årsagerne til at børneorganisationen 4H (Hånd, Hoved, Hjerte, Helbred) nu har gjort det muligt at tage Kæledyrs Kørekort.
- Kæledyrs Kørekort er opstået som udløber af projektet ”Ny på Landet”, som 4H var med i sammen med LandboUngdom og Dansk Landbrug, fortæller konsulent Stefan Nüchel, 4H.
Få en grundlæggende viden
- Projektets formål var at give børnefamilier, der flytter på landet, nogle redskaber til at komme godt i gang med landlivet, og en af vores ideer var at give børnene en grundlæggende viden om, hvordan man omgås og passer dyr. Vi fik stor respons på ideen, og satte derfor projektet i værk fra efteråret 2008, siger Stefan Nüchel.
Foreløbig er det muligt at tage kørekort til fem dyr, hund, kat, marsvin, kanin og fugl, og alle børn mellem 6 og 13 år kan være med. Det er de enkelte 4h-klubber, der står for at gennemføre undervisningen, som der er nogle mindstekrav til.
- Vi har udarbejdet et inspirationshæfte til instruktører og ledere, og en lille håndbog til børnene, der får bevis og et kørekort i kreditkortformat, når de har gennemført kurset, forklarer Stefan Nüchel.
Kan få flere med
Og interessen for at være med er stor. Allerede i efteråret blev der gennemført en række kurser fordelt over hele landet, og interessen fortsætter i 2009, hvor man fra 4Hs sekretariat regner med at sende 700 sæt materiale ud til de lokale 4H-klubber. Konceptet har også støtte fra Den Danske Dyrlægeforening, der hilser initiativet velkommen, som et bidrag til at løse en vigtig oplysnings- og uddannelsesopgave.
- Den store interesse fra børnene fortæller os, at der er masser af interesse for mange af de områder, som 4H arbejder med, når vi præsenterer dem rigtigt. Vi har haft rigtig stor succes med vores madskoler, og Kæledyrs Kørekort tegner til også at blive en rigtig populær aktivitet, der kan være med til at få flere børn til at være med i 4H, kommer det fra Stefan Nüchel.