Landscentrets bestyrelsesformand ønsker at bruge endnu flere kræfter på strategiarbejdet i Dansk Landbrugsrådgivning.
- Lige nu sker der meget i Dansk Landbrugsrådgivning, som det er vigtigt jeg forholder mig seriøst til. For eksempel den fremtidige strategi, men også landbrugets indflydelse på forskning, innovation og universitetsmiljøet. Så stort et område kræver fuld bevågenhed, og det er en opgave, jeg ønsker at være meget grundig omkring, siger Jens Ejner Christensen, der i 2005 blev formand for Landscentret.
Ud over at drive sin gård ved Jelling, beklæder Jens Ejner Christensen også næstformandsposten i Landbrugets Forsknings- og Innovationsudvalg.
Han fortsætter også som formand for Vejle-Fredericia Landboforening. En post, han har haft siden 2000.
LandbrugetsHus
Jens Ejner Christensen har stået i spidsen for LRØ siden 2001. Blandt de store udfordringer fremhæver han ændringen fra forening til forretning, hvor LRØ har været banebrydende for mange andre rådgivningsvirksomheder.
- Det har også været en fantastisk opgave at være med til at samle hele virksomheden på én adresse, og det er med stolthed på bøndernes vegne, hver gang jeg træder ind af døren til LandbrugetsHus.
Den nye LRØ-bestyrelse, som sammensættes efter foreningernes generalforsamlinger i marts, konstituerer sig den 21. april.