Det danske landbrug er i økonomiske problemer.
I løbet af de seneste få måneder er prisen på landbrugsprodukter faldet til et meget lavt niveau. I samme periode er omkostningerne ved at drive landbrug steget voldsomt og det sætter landmændene i en uheldig position. Det fortæller Hans Peter Bay, direktør i Landscentret, Økonomi i et interview med Børsen onsdag.
- Landbruget er i en rigtig slem omkostningsklemme lige nu, lyder vurderingen fra Hans Peter Bay.
Det er den økonomiske udvikling, der har har gjort, at efterspørgslen generelt er faldet, også på fødevarer.
Ikke desto mindre har der kun været få konkurser indenfor landbruget. Ifølge Hans Peter Bay ligger forklaringen i, at landbruget - trods den svære situation - er velpolstret til at tackle sådanne kriser. Derfor tror han heller ikke på et stort antal konkurser i det næste halve år.
Han tager også optimisme fra den kendsgerning, at bankerne fortsat er positive i forhold til at yde den fornødne kredit overfor sunde landbrug. Grunden er, at bankerne tror på, at de ekstremt lave priser snart retter sig.
Og det tror Hans Peter Bay også.
- Når vi kigger lidt længere frem, betyder den globale befolkningstilvækst, at der vil være ekstremt stigende priser på fødevarer. Her står danske landmænd stærkt, for de er fantastisk dygtige og har et fantastisk produktionsapparat, siger han til Børsen.