Arbejdsmiljø eksisterer på alle virksomheder, men arbejdsmiljøet kan have mange varianter fra godt til skidt. Arbejdsmiljø favner bredt og indeholder elementer omkring ledelse, sikkerhed, daglig drift og psykisk arbejdsmiljø. Derfor er information, kommunikation og et afklaret forhold til arbejdsmiljø gennemgående temaer for skabelse af et godt arbejdsmiljø – også på landet.
I arbejdsmiljøteamet i Plan og Miljø arbejder vi for at informere om mulighederne for bedre arbejdsmiljø; vi sætter fokus på ulykkesforebyggelse, vi udfører udviklingsprojekter hos landmænd, vi arrangerer landsdækkende sikkerhedsarrangementer, og vi repræsenterer ligeledes den autoriserede enhed, DLBR AgriSafety.
Alle tiltag udføres i tæt samarbejde med lokale arbejdsmiljøkonsulenter – det giver en stærk dynamik og en konstant finger på pulsen i forhold til behov og krav. Sammen kan vi nationalt være behjælpelige lige fra det forebyggende arbejde (APV) til det afhjælpende arbejde, efter en virksomhed har haft besøg af Arbejdstilsynet.