Indtil midten af 1960'erne bestod landbruget primært af mindre gårde med både køer, grise og planteavl. Siden er udviklingen gået i retning af større og mere specialiserede bedrifter.
I 1965 var der 135.000 mælkeproducenter med ca. 10 køer hver. Siden er antallet af mælkeproducenter blevet halveret hvert 10. år, og ved årtusindskiftet var der knap 10.000 danske producenter, som i gennemsnit havde 60 køer hver.
I foråret 2009 var der 4.300 malkekvægsbedrifter med gennemsnitligt 121 køer på hver.
I efteråret 2010 havde det tal ændret sig til 4.100 bedrifter med gennemsnitlig 127 køer på hver, og udviklingen fortsætter mod stadig færre og større bedrifter.
Produktion
En malkeko producerer omkring 28 kg mælk om dagen. Der er dog stor forskel fra ko til ko.
Der er også stor forskel på produktionen alt efter, hvor i "laktationen" den er, - det vil sige, hvor lang tid det er siden, den har fået en kalv. Lige efter, den har kælvet, producerer den mest.
Malkekøer bliver malket 10-11 måneder i træk, og holder en pause på seks-otte uger omkring kælvning – man siger, at koen er gold.
Det er EU's mælkekvote, der bestemmer, hvor meget mælk, danske mælkeproducenter samlet må producere. I 2010 var den samlede mælkekvote på 4,7 mia. kg mælk.
Mælkeudvalgets statistikker på www.maelkeudvalget.dk
Tilbage til Fakta om kvægproduktion