Farm Production Manager
Dansk Landbrugsrådgivning, Danish Farmers Abroad og Green Academi har sammen udarbejdet et uddannelsesforløb til ledende medarbejdere. Uddannelsesforløbet starter til november og strækker sig over halvanden år. Der er sidste frist for tilmelding den 15. september.
For yderligere informationer om uddannelsen, se venligst: www.farmproductionmanager.dk.
Sverige
Fra LRF er kvartalsrapport nr. 2 2009 kommet med overskriften:
Strenge tider udfordrer virksomhederne
Mange virksomheder indenfor de grønne erhverv presses stadig hårdere af det mindskede forbrug. Men efterspørgslen efter økologiske produkter og produkter fra lokalområderne samt turisme er stigende. Læs mere her.
Nyhedsoverblik, august 2009
Baltikum
De danske ambassader skriver i deres nyhedsbrev, ”Baltic Newsletter”, at man stadig venter på, at den baltiske økonomi skal nå bunden. Inflationen falder, og der kan blive tale om deflation. Arbejdsløsheden stiger og forventes at blive på 13-14 % i Estland og Litauen i 2009 og 2010, mens den i Letland forventes at kunne komme helt op på 20 %.
De tre lande har det officielle mål at komme med i Euroen, men i hvert fald for Letlands og Litauens vedkommende er det usandsynligt, at muligheden vil komme indenfor nærmeste fremtid, da begge lande overskrider grænsen for offentlig gæld på 60 % af BNP.
De tre lande søger med forskellige midler at klare krisen:
- Nedskæringer på statsbudgettet.
Sænkelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen.
Øget momssats og øgede afgifter på f.eks. brændstof.
Lavere satser for visse sygedagpenge.
Lån i EU.
Desuden har Estland besluttet at polstre det offentlige budget ved at sætte 20.000 ha skov til salg gennem auktion ved udgangen af året. Man håber at kunne få ca. 3.000 EUR pr. ha.
Baltic Newsletter kan bestilles via ambassaderne. Det koster 2.000 kr. pr. år.
Balkan
Udenrigsministeriet skriver: ”Vestbalkans landbrug i stadig fremdrift”.
Landbrugsproduktionen på Vestbalkan domineres af konventionelle landbrugsprodukter som majs, sukkerroer, solsikker og korn. Desuden produceres frugt og grønt, og Serbien er blandt Europas største producenter.
I modsætning til mange af de andre såkaldte transitionslande var kun omkring 10 % af jorden statsejet i Kroatien og Serbien. Der er allerede sket en del opkøb af landbrug fra fødevarevirksomheder, der ønsker at sikre råvareforsyningen. Der er generelt et stort behov for moderne teknologi, knowhow og udstyr i landbrugsproduktionen.
I en rapport fra FAO, ”The changing face of Rural space: Agriculture and rural development in the Western Balkans”, nævnes det, at der er stadig en mængde små landbrug, der kun producerer til eget forbrug eller evt. til det lokale marked. Både disse og de større brug med produktion til salg til større aftagere møder mange forhindringer såsom manglende lånemuligheder, ingen mulighed for at øge arealet, dyre produktionsmidler, svag infrastruktur og dårlig markedsadgang.
Problemerne understreges af regionens løbende proces for tilpasning til EU krav med hensyn til fødevaresikkerhed og andre forhold under den aktuelle fødevare- og finanskrise.
På den anden side ses dette også som en udfordring og et vældigt incitament til forbedring af landbrugspolitikken. Rapporten konkluderer, at ”landbrug og udvikling i landdistrikterne som en kilde til vækst, beskæftigelse og fødevaresikkerhed skal tages meget alvorligt”.
Ukraine
Udenrigsministeriet skriver: Ukraine har nået bunden, men der var langt ned. Det næststørste land i Europa er kommet i et politisk og økonomisk stormvejr. Valutaen er kraftigt devalueret, udenrigshandelen er halveret, og de direkte udenlandske investeringer er faldet med 75 %. På trods af krisen er der dog stadig gode muligheder bl.a. for outsourcing i Ukraine.
Etiopien
Danske Bank skriver i Danske Business, juni 2009:
Blandt flere rige lande har Saudi Arabien investeret over 100 mio. $ i landbrug i den tredje verden. Der skal produceres hvede, byg og ris på jord, som er leaset af de lokale regeringer.
Det Saudi Arabiske initiativ er et eksempel på en generel trend , der i stigende grad praktiseres i fattige lande. Landbrugsproduktionen outsources til lande, der har hårdt brug for kapitalen. I stedet for at købe fødevarer til verdensmarkedspriser leases og dyrkes jorden, og produkterne sendes hjem. Tilhængere roser tiltaget, fordi det genererer nye produkter, teknologi og penge til landbrug, der i årevis har været underinvesteret. Modstandere beskylder udenlandske investorer for at skubbe de lokale landmænd ud af job, de har haft i generationer. Ordningen betragtes som risikobetinget og kontroversiel. Det er meget vigtigt, at der udarbejdes en ”Code of Conduct”, der regulerer samarbejdet mellem de udenlandske investorer og de lokale bønder, således disse sikres rimelige vilkår.
Venlig hilsen
DLBR Advice
...vi gør det lettere at være landmand
- også i udlandet.
DLBRadvice@landscentret.dk
www.dlbr.dk/advice